Den nye Audi R8 Spyder V10 er klar i startblokken

Audi løftede sløret for den nye R8 Spyder V10* ved 2016-udgaven af New York International Auto Show i marts måned. Nu kan supersportsvognen bestilles i Danmark.

Den nye Audi R8 Spyder V10 kombinerer fantastiske præstationer med begejstringen ved topløs kørsel. 5.2 FSI-motoren uden trykladning leverer en ydelse på 540 hk og et drejningsmoment på 540 Nm, hvilket giver supersportsvognen en accelerationstid fra 0 til 100 km/h på 3,6 sek. og en imponerende tophastighed på 318 km/h. Det betyder, at R8 Spyder både er mere kraftfuld og hurtigere end sin forgænger. Præstationerne understøttes af den fantastiske og typiske lyd fra V10-motoren uden trykladning – en intens og markant oplevelse, når man kører med åben kaleche. Den nyudviklede Audi Space Frame bidrager også til de forbedrede præstationer. Den omfatter en kombination af forbundne komponenter fremstillet af aluminium og strukturelt integreret kulfiberforstærket kunststof. Torsionsstivheden er blevet forbedret med 50 procent i forhold til forgængermodellen. Den køreklare egenvægt for supersportsvognen med centermotor er blot 1.720 kg, mens egenvægten uden væsker ligger på blot 1.612 kg. Både den intelligente letvægtskonstruktion og rullefunktionen reducerer brændstofforbruget: Sammenlignet med forgængermodellen klarer den nye Audi R8 Spyder V10 sig med 10 procent mindre brændstof.

Ekstra dynamisk
Den 7-trins S tronic-gearkasse overfører kraften til den nyudviklede quattro-drivlinje med lynhurtige gearskift. Den elektrohydrauliske multipladekobling fordeler trækkraften fuldt variabelt afhængigt af kørselssituationen – op til 100 % af den kan endda ledes til enten for- eller bagakslen i ekstreme situationer. Resultatet er ekstra dynamiske og præcise køreegenskaber.De forskellige køreprogrammer i Audi drive select-systemet har indflydelse på R8 Spyders karakter. De kan gøre denne toptrimmede atlet til en fantastisk motorvejs-cruiser eller til svingenes mester på krævende bjergveje.

Køredynamiksystemet betjenes med de standardmonterede satellitknapper på R8-sportslæderrattet med multifunktion plus – samme sted kan føreren også starte og standse motoren. Som ekstraudstyr fås to ekstra satellitknapper – en til performance-indstillingen og en til regulering af udstødningsspjældene. Alle funktioner er førerorienterede, og derfor kan føreren beholde hænderne på rattet, mens øjnene har fuldt fokus på vejbanen. Det 12,3” fuldt digitale Audi virtual cockpit viser alle relevante informationer i detaljeret 3D-grafik.

En særlig performance-visning giver informationer om drejningsmoment, ydelse, olie- og dæktemperaturer samt omgangstider og G-kraft. R8 Spyder er den første model, hvor udvalgt mobiltelefonindhold også kan vises direkte i Audi virtual cockpit via Audi smartphone interface – blot en af mange tilgængelige infotainmentfeatures. Det bedst mulige udsyn og dermed øget sikkerhed om natten sikres af LED-forlygterne med den nyudviklede laserteknologi. De kan genkendes på en blå anodiseret stribe, der også er belyst. Et omfattende udvalg af individualiseringsmuligheder både indvendigt og udvendigt fuldender produktudbuddet.

Audi R8 Spyder V10 bygges næsten komplet ved håndkraft på fabrikken ”Audi Böllinger Höfe”, som er konstrueret til formålet. Præsalget af den højtydende sportsvogn under mærket Audi Sport er netop begyndt. Prisen ligger på 3.452.000 kr.

Brændstofforbrug for den ovennævnte model

Audi R8 Spyder V10: 
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 8,5; CO2-emissioner ved blandet kørsel i g/km: 277

_______________